Hvordan fungerer overfladebehandlingen og anti-korrosionseffekten af ​​oliørskruer på forskellige materialer?

Med hensyn til forskellige materialer, overfladebehandling og anti-korrosionseffekter af Olierørskruer er markant forskellige. Almindelige overfladebehandlingsmetoder inkluderer galvanisering, fosfatering, belægning (såsom polyurethanbelægning), elektroplettering, sprøjtning osv. Korrosionsbestandigheden af ​​forskellige materialer afhænger af deres sammensætning, overfladebehandlingsteknologi og brugsmiljø.

Galvanisering er en almindelig anti-korrosionsbehandling, især på kulstofstål. Ved at dække skrueoverfladen med et lag zink, kan du effektivt forbedre dens korrosionsmodstand, især i fugtige eller salt miljøer. Hot-dip galvanisering har generelt en stærkere anti-korrosionseffekt end elektro-galvanisering. Fosfatering øger korrosionsmodstanden af ​​metaloverflader og hjælper med at forbedre skrueadhæsion til andre belægninger, såsom maling eller smøremidler. Anvendelsen af ​​polyurethanbelægning eller epoxybelægning kan forbedre korrosionsmodstanden for rørskruer og er velegnet til barske arbejdsmiljøer.

Stål i sig selv er modtageligt for korrosion, især når den udsættes for fugt eller kemikalier. Overfladebehandling kan forbedre stålens korrosionsmodstand, men der kræves stadig regelmæssige inspektioner til langvarig brug.

Skruer i rustfrit stål er ofte mekanisk poleret eller elektrolytisk poleret for at skabe en glat overflade og derved forbedre korrosionsresistensen, især bedre korrosionsbestandighed over for chlorider (såsom havvand). Overfladehårdhed og korrosionsbestandighed forbedres ved at indføre nitrogen ved høje temperaturer, hvilket gør det velegnet til anvendelser, der kræver ekstremt høj slidresistens og korrosionsbestandighed.

Rustfrit stål har i sig selv naturlige anti-korrosionsfunktioner, især rustfrit stål med høj legeret (såsom type 316), som har fremragende korrosionsbestandighed over for saltvand og sure miljøer. Derfor er der i mange industrielle anvendelser rustfrit stål det valgte materiale til olierørskruer med høje korrosionsbeskyttelseskrav.

Kobberlegeringer danner naturligt et oxidlag (såsom patina), når de udsættes for luft, hvilket effektivt kan forhindre yderligere korrosion. Nogle gange er kobberskruer belagt med en beskyttende film for at forbedre deres korrosionsbestandighed. Kobber- og kobberlegeringsmaterialer har i sig selv stærk korrosionsbestandighed, især i havvand eller salt miljøer. Men i nogle sure miljøer kan kobber korroderes.

Anodisering er en almindeligt anvendt overfladebehandlingsmetode til aluminiumsmaterialer. Det danner en stærk aluminiumoxidfilm på aluminiumsoverfladen gennem elektrokemisk reaktion, hvilket markant forbedrer korrosionsresistensen, især i fugtige eller sure miljøer. Aluminiumslegeringer kan forbedre korrosionsmodstand gennem belægning (såsom sprøjtning eller elektrostatisk sprøjtning), især den beskyttende film, der kan modstå ekstern oxidation. Aluminium har god korrosionsbestandighed, men sammenlignet med rustfrit stål er det mindre modstandsdygtigt over for korrosion i nogle ekstreme miljøer (såsom miljøer med høj saltindhold). Imidlertid kan anodisering og belægning markant forbedre dens korrosionsmodstand.

Titanium er ekstremt modstandsdygtig over for korrosion, især i havvand eller miljøer med høj temperatur. Titanium i sig selv vil naturligt danne en passiverende oxidfilm i luften, hvilket giver den fremragende korrosionsbestandighed. For at forbedre denne ydeevne udføres undertiden overfladepassivering eller anodisering. Titanium har ekstremt høj korrosionsmodstand og er især velegnet til brug i ekstreme miljøer, såsom kemiske reaktionsskibe, havmiljøer osv.

Til den specifikke anvendelse af slangeskruer skal valget af materiale bestemmes baseret på arbejdsmiljø, omkostninger og holdbarhedskrav. Hvis arbejdsmiljøet involverer meget ætsende medier eller høje saltmiljøer, kan rustfrit stål og titaniumlegeringer være det bedste valg